Madplan Uge 18

Madplan Uge 18

Skøn madplan for uge 18 med masser af forskellige lækre retter, idéer til lidt snacks og retter til gæster og bagværk til weekenden. Jeg håber, at du kan finde lidt inspiration! 🙂

I var heldigvis glade for min madplan for uge 15, min madplan for uge 16, og min madplan for uge 17. Så jeg har lavet en ny for den kommende uge! Jeg håber, at I vil tage godt imod den! 🙂 Jeg har valgt at lave madplan hver lørdag her på bloggen og I vil derfor fremover hver lørdag kunne finde en ny madplan her på siden før kl 11. Så er der stadig masser af tid til at planlægge og handle til den kommende uge.

Lidt praktisk om min madplan:

I denne her madplan kommer der ikke til at være dage med fokus på rester eller rugbrødsdage for at holde prisen nede. Der vil nogle dage være mad til overs, men de fleste af mine retter er frysevenlige og du kan også vælge at skære en eller 2 dage fra og så blot nyde rester de dage. Jeg arbejder hjemme, og min kæreste er hjemme 4 dage om ugen og de resterende dage får han rester fra aftensmaden med i madpakken (hvis der er rester), så de fleste rester får vi spist til frokost. Ellers så fryser vi maden ned og så har vi et lækker måltid til en dag, hvor vi har for travlt til at lave noget i køkkenet. Så brug denne her madplan til inspiration. Hvis du gerne vil spare penge, så skær et par dage fra og nyd rester dagen efter til aftensmaden 🙂

Du vil i denne madplan også finde ekstra opskrifter med gode idéer til weekenden, hvis du skal have gæster eller ønsker at bage noget lækkert til resten af familien. Der er denne gang også tilføjet lækre pølsehorn til weekendens bagning og en lækker is uden ismaskine.

Jeg vil i denne madplan fokusere på en familie på 4 personer, hvor alle vil kunne blive mætte også selvom det er 4 voksne 🙂 Du kan altid halvere en opskrift, hvis I kun er 2 eller nyde rester dagen efter til frokost eller fryse maden ned, hvis den er frysevenlig. Vi er desuden heller ikke bange for kalorier (hvilket nok også ses i madplanen). Jeg vil altid anbefale at lave en lækker salat til aftensmaden – dog ikke hvis der er tale om suppe 😉 Denne madplan er kun til inspiration, så der bliver ikke lavet indkøbsliste. Hvis der ønskes flere madplaner i fremtiden og der vil være stemning for at der kommer indkøbsliste til planen, så vil jeg selvfølgelig kigge på det!

Madplan Uge 18:

Mandag – Jeg vil gerne starte ugen ud med en lækker og nem sandwich! Nemlig sprøde sandwiches med tomat fetacreme og stegt kylling. Det er samtidig også en super sandwich til frokosten dagen efter. Opskriften giver 6 lækre sandwiches, så server evt nogle kartofler til og så er der stadigvæk 2 lækre sandwiches til 2 heldige dagen efter 🙂 Jeg sparer dog heller ikke på fetacremen, der kan godt strækkes fetacreme nok til 8 sandwiches.

Tirsdag – I dag bliver det også ret nemt! En skøn kartoffelsalat med ovnbagte kartofler, radiser, agurk og skinke i en lækker dilddressing. Der er skinke i, så derfor kan kartoffelsalaten serveres som en hovedret med en lækker salat til. Du kan selvfølgelig også stege en pølse eller frikadeller og servere til og evt droppe skinken i kartoffelsalaten. Det er bare en lækker kartoffelsalat! 🙂

Onsdag – I dag bliver det en helt fantastisk og NEM one pot pasta lavet i ovnen med kylling. Den er anderledes, fordi du ikke laver denne ret i en gryde, som en “normal” one pot pasta. Den smager så skønt og toppen bliver dejlig sprød. Der er til 8 person i denne ret og den er fryseegnet. Jeg anbefaler en lækker salat til 🙂

Torsdag – Inden vejret bliver for varmt, så vil jeg lige smække denne lækre suppe på madplanen! Det er den nemmeste oksekødssuppe og den smager bare så skønt. Server med lidt ristet brød til. Der er nok til 8 personer, så resten kan fryses ned til en anden dag, hvor det skal være nemt.

Fredag – Fredag skal for mig ofte være lidt hurtigt og nem, men også virkelig lækker! Derfor er der planlagt pulled pork nachos! Nachos er jo ikke sundt, men jeg ser samtidig denne lækre portion, som vores fredagshygge til en god film. Det virker måske ikke som en nem og hurtigt ret, MEN det kan faktisk være en nem og billig ret. Jeg køber altid 2 nakkefileter, når de er på bud og så laver jeg pulled pork i ovnen og fryser det herefter ned i mindre portioner, så jeg har til nemme dage senere hen. Jeg har stadig nogle poser pulled pork i fryseren, så derfor er de her pulled pork nachos virkelig en nem ret for mig. Pulled pork er ikke svær at lave og du kan følge min opskrift lige her. Disse pulled pork nachos er serveret med en super lækker dressing.

Lørdag (inklusiv pølsehorn og is) – Lad lørdagen være en hyggedag! Så i dag står den på pizzaburger med en super lækker dressing. Jeg elsker en god burger! Jeg anbefaler at lave nogle ovnbagte kartofler til.

Jeg kan godt lide at bage lidt lækkert i weekenden. Nogle gange kage og andre gange brød. Denne gang bliver det lækre bløde pølsehorn! De er så bløde og de bliver ikke tørre heller ikke efter en tur i fryseren 🙂 Disse pølsehorn er currywurst inspireret. Der er altså karry og ketchup i, men disse ingredienser kan nemt droppes og så har du lækre almindelige pølsehorn. Min kæreste elsker at få pølsehorn med i madpakken og så lidt grønt til. Så jeg bager ofte i weekenden, så der er lidt godt i fryseren til madpakken til den kommende uge.

Skal der hygges lidt ekstra sådan en lørdag, så kan jeg anbefale min lækre is med knopper og nutella swirls. Isen er lavet uden ismaskine, så den er super nem at lave og den smager bare skønt.

Søndag – Jeg vil gerne slutte ugen godt af! Vi kender alle svensk pølseret. Denne her ret er svensk pølseret med et twist eller to. Den er lavet med ovnbagte kartofler og jalapeños (som selvfølgelig kan undlades, hvis man ikke er til chili eller der er små børn i familien). Den smager simpelthen så lækkert!

Skal I have gæster i weekenden? Så har jeg et par lækre ting jeg bestemt vil anbefale!

En lækker lille hapser inden hovedretten – Denne gang vil jeg anbefale mine laoded hvidløgsbrødLækre hvidløgsbrød med ricotta, pesto og hvidløgssmør… amen hold nu op. De er så gode og en lækker hapser til en velkomstdrink 🙂

Hovedret – Du bestemmer helt selv kødet! Det kunne være en culottesteg, kylling, en lækker bøf eller noget andet godt! Mine forældre var på besøg hos et hold gode venner og der serverede de mine baconkartofler til hovedretten sammen med en frisk salat og noget lækkert kød. Udover baconkartoflerne så er der også en skøn og nem opskrift på en bbq dip.

Dessert – Skal der imponeres lidt til desserten? Så er denne chokolade islagkage et kæmpe hit! Specielt med lækre friske jordbær til. Islagkagen består af en lækker chokoladekage som udhules (gem kageresterne til f.eks. trøfler) og så hældes hjemmelavet vaniljeis i (lavet uden maskine) og en skøn hjemmelavet chokoladesirup i. Den går man altså ikke galt i byen med!

Jeg håber, at madplanen kan bruges! 🙂

Vil du gerne være sikker på at vide, når jeg har en ny opskrift på bloggen? Så kan du følge min madblog på Facebook lige her.

Jeg lægger også ind i mellem mini videoer op af mine retter, så du nemt kan se om opskriften er noget for dig 🙂 Det ville gøre mig så glad, hvis du vil følge med på siden!

Jeg er også at finde på Instagram 🙂

Mangler du endnu mere mad inspiration? Så kan jeg anbefale at bruge Pinterest! Du er mere end velkommen til at følge mig derinde 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *