Spareribs med bbq sauce er perfekt til sommeren – disse kan laves både på grillen og i ovnen. Jeg pensler dem med hjemmelavet bbq sauce, som lige giver det sidste til disse lækre ribs.
Jeg elsker grillede spareribs og jeg elsker ovnbagte spareribs. Disse bliver lækre og møre uanset hvordan du vælger at tilberede dine bbq spareribs – da kødet koges først.
Vil du prøve min hjemmelavet bbq sauce? Så er opskriften lige her.
Opskrift på ribs med bbq sauce
Grillede Spareribs Med BBQ Sauce
Ingredienser
- 2 store ribben jeg brugte nogle med en del kød på – de vejede cirka 850-900 gram per styk.
- BBQ sauce hjemmelavet – jeg brugte cirka 2/3 af portionen af sauce
- Vand
- Bouillonterninger
- Salt
Sådan gør du
- Fjern hinden fra ribbenene – se evt. video længere nede i indlægget.
- Kom ribbenene i en gryde og dæk dem med vand og tilføj nogle bouillonterninger samt en smule salt – jeg brugte grøntsag og kom 3 terninger i til 4 liter vand.
- Ribbenene skal koge i 1½ timer – i hvert fald den størrelse ribben jeg brugte. Er der ikke helt så meget kød på, så kan der skæres lidt af kogetiden.
- Når de er kogt færdige, så tages de op og duppes tørre.
- Smør dem med lidt BBQ sauce underneden og herefter et godt lag BBQ sauce ovenpå.
- De skal nu på midten af grillen – jeg havde den miderste ud af 3 brændere slukket – så de fik indirekte varme.
- Så jeg har tændt de to andre brændere på fuld blus – min grill kom op på 230-250 grader, når låget var lukket i nogle minutter.
- Mine spareribs fik 20 minutter i alt – og jeg tilføjede mere BBQ sauce på toppen et par gange – men de sidste 5 minutter rørte jeg ikke mere ved dem og lod dem få farve.
- Lad spareribs køle i nogle minutter før de serveres.
- Velbekomme.
Noter
Tips til spareribs
Tiden på grillen er vejledende, da det kommer an på temperatur. Disse spareribs kan også laves i ovnen – jeg anbefaler omkring de 220-230 varmluft og hold godt øje med dem, da ovnen holder bedre varme end grill, så i ovnen kan 20 minutter måske være lige i overkanten, så sæt en timer til 10 og tjek dem.
Kogetiden varierer alt efter hvor meget kød der er på dine spareribs. Så tjek dem efter en time – de skal koge, indtil de føltes bløde og møre – men selvfølgelig så kødet stadig hænger ved benene.
Sådan laves grillede spareribs med bbq sauce
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.