Svineskank

Svineskank i brun sovs med grøntsager serveret med mos og sprøde svær er en af de bedste vinter- og efterårsretter, som vi har herhjemme. Fyld med smag og varme.

Den møre svineskank er den perfekte ret til weekenden eller til gæster – alle elsker retten! Den passer perfekt til enhver efterårsdag eller vinterdag. Det er en ret der varmer og mætter og som man bliver glad af.

I denne ret er der ikke sparet på hverken smør eller fløde. Det gør mosen og sovsen ekstra god. Svineskindet bruges til de sprødeste svær, som giver knas til retten. Jeg serverer min mormors opskrift på agurkesalat til og så anbefaler jeg også en god salat til. Vi fik selv en coleslaw til, da jeg lavede retten denne gang.

Prøv også husarsteg.

Svineskank

Svineskank

Ingen bedømmelser endnu
Print Bedøm Pin
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 2 timer 50 minutter
Samlet tid: 3 timer 10 minutter
Antal pers.: 8 personer

Ingredienser

  • 4 gulerødder
  • 1 knoldselleri
  • 3 løg
  • 2 svineskank cirka 1200-1300 g per styk
  • olie
  • 3 dl rødvin
  • 4 grøntsagsbouillonterninger
  • 3 laurbærblade
  • 2 liter vand
  • 50 g smør
  • 6 spsk hvedemel
  • 1 dl fløde
  • salt
  • peber

Kartoffelmos

  • 2-2½ kg bagekartofler
  • 100 g smør
  • 2½-3 dl fløde eller sødmælk, hvis mosen ønskes mere fedtfattig
  • salt

Sådan gør du

  • Se gerne min video lidt længere nede.

Svineskank

  • Skær gulerødder, løg og knoldselleri i tern – Halvdelen af gulerødder, 1/3 af løg og halvdelen af knoldselleriet gemmes til senere.
  • Fjern skindet fra de to svineskanke – brug en skrap kniv og så er det nemt at snitte skindet af hele vejen rundt, så du ender med 2 store stykker – se evt. min video. Fjern også det værste fedt fra skankene.
  • I en stor gryde – Minimum 6 liter. Kom lidt olie i gryden og brun skankene med salt og peber. Fjern dem så fra gryden.
  • Kom de gulerødder, løg og knoldselleri, som ikke er lagt til side, i gryden og hæld rødvin ved.
  • Kom bouillonterninger, laurbærblade og vand i gryden og kom svineskankene tilbage i. Sørg for de dækkes helt i vandet.
  • Kom låg på og lad mikset småsimre i 2½ time.

Sprøde svær

  • Imens klares de andre ting. Først skal de sprøde svær klares. Skær skindet i strimler – fjern ikke fedt fra skindet. Kog strimlerne i 15 minutter i godt saltet vand.
  • Tænd ovnen på 210 varmluft. Når skindet er kogt, så skal det dryppe godt af. Fordel så på en bageplade med bagepapir. Nu til tricket der sikrer, at du ikke får en beskidt ovn. Kom et stykke bagepapir ovenpå og kom en gaffel, ske eller kniv i hver side, så bagepapiret ikke ryger af i ovnen.
  • Skindet skal have cirka 30-40 minutter – du vil undervejs kunne høre dem poppe. Tjek til dem. Er der nogle stykker der ikke er færdige efter 40 minutter, så tag pladen ud og tag alle de færdige stykker fra og læg dem på køkkenrulle. Bag de resterende, indtil de er sprøde og puffede.
  • Smag på sværene – drys salt på dem, hvis de mangler lidt salt.

Grøntsager til sovsen

  • På en pande steges de grøntsager, som var lagt til side. Steg dem med lidt olie, indtil de er næsten helt færdige. Giv dem lidt salt og stil så panden til side, indtil grøntsagerne skal bruges.

Kartoffelmos

  • Skræl bagekartofler og skær dem ud i store grove stykker. Kog dem i usaltet vand.
  • Hæld al vandet fra, når kartoflerne er møre og mos så kartoflerne med smør og fløde (eller sødmælk). Smag mosen godt til med salt.

Skank og sovs

  • Når der er gået 2½ time og de to svineskanke føles møre – men stadig lige hænger ved benene, så fjernes de forsigtigt fra gryden og kommes i et fad. Si nu det restende i gryden, så du har den lækre fond tilbage.
  • Smelt smør i gryden – eller i en lidt mindre gryde og steg så melet med. Kom fløde i og rør godt rundt. Kom herefter 1 liter fond i lidt ad gangen og rør godt (resten af fonden kan fryses og gemmes til en god sovs en anden gang). Det er vigtigt at sovsen simrer og tykner.
  • Når fond er i, så smages saucen godt til med salt og peber.
  • Ryk kødet fra benene – gerne i så store stykker som muligt – jeg fik 8 store stykker. Kom kød forsigtigt i saucen sammen med de stegte grøntsager og lad det hele småsimre i 5 minutter før retten serveres med mos og de sprøde svær. Velbekomme.

Noter

Skank med sovs og grøntsager er frysevenlig – og det samme er den resterende fond. 

Video

Tips til opskriften

Der er nok til 8 personer i opskriften – du kan dog sagtens halvere den og kun lave en skank og lave mad til 4 personer. Men er du alligevel i gang, så lav hele opskriften. Frys så halvdelen af den færdige ret ned – sovs med grøntsager og skank. Frys også det ene stykke svineskind og lav nye svær, når resterne skal nydes.

Du kan udskiftes fløden i både sovs og mos med sødmælk, hvis den ønskes mere fedtfattig, men jeg anbefaler ikke at spare på det. Du kan udskifte laurbærblade med f.eks. en dusk frisk timian.

Sørg for at servere agurkesalat og en sprød frisk salat til. Agurkesalaten for at skabe noget balance og det samme med salaten. Det bryder med det fede i retten.

Svineskank

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.

0 kommentarer

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering