Frankenstein Ispinde Til Halloween

Frankenstein Ispinde Til Halloween

Alt for sjove ispinde til Halloween! De kan laves med ungerne i køkkenet. Man skal selvfølgelig arbejde lidt hurtigt, fordi isen smelter. Men den smelter ikke så hurtigt, at børnene ikke kan hygge sig med dem. Basen af isen er blandt andet købt vaniljebudding, som gør at isen bliver lidt hård og derved smelter knap så hurtigt.

Du kan sagtens farve ispindene i andre farver og dekorere dem til andre halloween karakterer 🙂

10-12 ispinde

Det skal du bruge:

500 ml fløde
1000 ml vaniljebudding (købt færdig på bøtte i f.eks. Lidl. De har bægere af 500 ml)
Grøn pastafarve

Mørk chokolade
Mini skumfiduser
Sukker øjne

Sådan laves de:

Jeg viser hvordan jeg dekorerer disse ispinde på video også! 🙂

Du finder videoen på min danske youtube kanal lige HER

Pisk fløden let stiv og kom alt vaniljebuddingen i. Smag den og hvis du synes den mangler mere smag, så tilføj lidt vaniljeekstrakt.

Kom lidt grøn pastafarve i og pisk det sammen indtil du har en grøn masse.

Kom isen i en sprøjtepose og sprøjt i plastik kopper.

Kom en ispind i midten af hver og stil dem i fryseren i mindst 8 timer.

Smelt noget mørk chokolade i mikroovnen, men lad det ikke blive for varmt. Varm det 10-15 sekunder ad gangen og rør i det.

Kom et godt lag chokolade i toppen af dem alle sammen og giv dem et ryst, så chokoladen dækker hele toppen.

Kom dem i fryseren og lad chokoladen sætte sig i 15 minutter.

Klip nu i koppen og ryk koppen af, så isen kan tages ud.

Du kan nu dekorere disse helt som du ønsker. Du kan se hvordan jeg dekorerer mine på video lige HER. Jeg bruger mørkt chokolade, sukkerøjne og skumfiduser.

Du har cirka 10 minutter til at dekorere en ispind, da isen ikke smelter hurtigt. Hvis du laver disse med børn, så vil jeg anbefale kun at tage én is ud af fryseren ad gangen i mens der dekoreres, så ungerne rigtig kan hygge sig med det. Husk dog kun at holde på ispinden og ikke selve isen – for så smelter de altså hurtigt 😉

Når de er dekoreret, så stilles de 30 minutter i fryseren og herefter er de klar til servering.

Velbekomme!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *