Denne grønkålssalat er et frisk og farverigt tilbehør, der passer perfekt til både hverdag og gæstemad. Den laves med stegt grønkål vendt med lidt fløde og citron, som giver salaten noget ekstra hygge og varme – i kontrast til sprødt æble, granatæblekerner og ristede pekannødder. Salaten indeholder både det søde, salte og syrlige – så der er god balance.
Prøv også: salat med søde kartofler og fetacreme eller parmesan bagt rosenkål.
Lynstegt grønkål med æbler
Ingredienser
- 1 rødløg
- 2 æbler jeg bruger Ingrid Marie æbler, de er gode syrlige og sprøde
- 20 g smør
- 200 g hakket grønkål
- 2 dl fløde
- 1 økologisk citron
- pekannødder de er rå, men du kan også bruge ristede hasselnødder eller saltmandler
- 1/4 granatæble
- salt
- peber
Sådan gør du
- Gør granatæble klar og hak nødderne.
- Hak løg og steg på en pande med smør. Når løgene er glasklare, så steges grønkål med – steg grønkålen godt.
- Imens skrælles æbler og skæres i tern.
- Når grønkål er stegt, så tilføjes fløde, lidt citronskal, salt og peber. Fløden skal nu boble med, så den ikke er helt flydende, men den ender med at sætte sig lidt til kålen.
- Sluk for varmen og smag kålen til med citronsaft og evt. mere citronskal, salt og peber.
- Anret kålen på et fad og top med æbler, nødder og granatæble. Velbekomme.
- Grønkålssalaten er bedst serveret med det samme, men skulle der være rester, så kan de sagtens nydes dagen efter.
Noter
Opskrift på grønkålssalat med æble
Grønkålen steges hårdt og ikke i så lang tid. Den vendes derefter med fløde og citron, som giver friskhed og fylde. Sammen med æble og granatæble får du en perfekt balance mellem sødt, syrligt og cremet. Nødder giver retten lidt skøn knas.
Nem salat på under 30 minutter
Salaten tager under 30 minutter at lave og kræver kun få ingredienser. Den er ideel som tilbehør til kylling, svinekød eller fisk – og et oplagt valg til både efterår og vinter. I november og december er and, gås, kalkun og flæskesteg populært og disse lækkerier går også helt fantastisk sammen med denne salat
Servering
Server salaten lun. En enkel, men elegant salat, der løfter enhver ret. Du kan i stedet for pekannødder bruge f.eks. saltmander, ristede hasselnødder, valnødder eller ristede sesamfrø, solsikkekerner eller græskarkerner. Der er så mange skønne muligheder.
Test