Jeg elsker salat med søde kartofler og den piftes blot endnu mere op med fetacreme! Hele salaten serveres på fad med fetacreme i bunden, rucola, søde kartofler og gulerødder og toppes med pesto, ristede græskarkerner og granatæble.
Jeg elsker, når en tilbehørssalat både ser smuk ud og smager af noget – og den her rammer lige det. De bagte søde kartofler og gulerødder bliver karamelliserede og får så god en smag i ovnen, og sammen med den salte fetacreme, frisk rucola og granatæblekerner får du en salat, der giver varme, friskhed og knas i hver eneste bid. Den er så god!
Tilbehørssalat med bagte grøntsager
Søde kartofler og gulerødder passer perfekt som tilbehør til alt fra kylling og oksekød til fisk eller en god bøf fra grillen. Når grøntsagerne bages, får de en naturlig sødme, der spiller fantastisk sammen med feta og pesto.
Nem salat, der passer til det meste
Salaten bygges op på en bund af cremet feta, toppet med rucola, de bagte grøntsager, lidt pesto, ristede græskarkerner og granatæblekerner. Den er nem at lave, ser imponerende ud på bordet og kan serveres både lun og kold.
Det her er sådan en salat, man hurtigt får lyst til at lave igen. Den kræver ikke meget forberedelse, men smager som noget, man kunne få på en god café. Brug den som frisk kontrast til tungere retter eller som en del af et større middagsbord – den passer til næsten alt.
Prøv også: Bulgursalat med søde kartofler, sød kartoffelmos, flødekartofler med søde kartofler eller hasselback søde kartofler.
Salat med søde kartofler og fetacreme
Ingredienser
- 1 kg søde kartofler
- 300 g gulerødder
- 1 spsk smagsneutral olie
- 4-6 stilke frisk timian
- salt
- peber
- 300 g Puck hvidost
- 40 g ristede græskarkerner
- 4 spsk pesto du bestemmer selv hvilken
- 1/4 granatæble
- citronsaft
- 50 g rucola
Ristede græskarkerner
- 200 g græskarkerner
- 2 tsk smagsneutral olie
- salt
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 varmluft og kom bagepapir på en bageplade.
- Skræl de søde kartofler og gulerødder og skær begge dele i tern.
- Vend sammen med olie, bladene fra timianstilkene og godt med salt og peber.
- Kom det hele ud på bagepladen og bag herligheden i 45-50 minutter. Vend dem herefter med lidt citronsaft. Du kan bruge kartoflerne og gulerødderne varme, lune eller kolde på salaten.
- Imens laves alt det andet. Kom ingredienserne til græskarkernerne på en pande og rist kernerne, indtil de er gyldne og du kan begynde at høre med "poppe". Lad dem køle på noget køkkenrulle.
- Blend Puck hvidost i en minihakker, indtil det er en creme.
- Gør granatæble klar.
- Smør fetacremen/puckcremen ud på et fad, top med rucola, de søde kartofler og gulerødder, pesto, granatæble og græskarkerner. Velbekomme.
Tips til opskriften
Salaten her kan både nydes lun og kold. Hvis den skal nydes lun, så brug kartofler og gulerødder med det samme. Skal den bruges kold, så lad gulerødder og de søde kartofler køle ned før de kommes på salaten.
Salaten kan sagtens holde sig 3-4 dage i køleskabet og kan godt fungere som en let frokostsalat med noget godt brød til – men overvej da gerne et par æg og steg lidt kylling til.

Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.

