Råcreme til frugtsalat kan nydes året rundt! Men det er ekstra godt i det sene forår og sommer med danske bær og senere i sensommer/efteråret med lækre frugter fra frugttræerne. Familien elsker cremen!
Hjemmelavet råcreme er en lækker dessert, som både er simpel, nem og den hitter altid. Server den med friske bær og frugt skåret i tern. Brug den både til hygge i hverdagen og weekenden. Den er også god som nem buffet med masser af forskelligt skåret frugt, hakkede nødder, hakket chokolade og andet godt.
Råcreme laves med en helt simpel æggesnaps med vanilje og så vendt med pisket fløde. Så serverer jeg gerne sæsonen frugter og bær til. Mine favoritter er særligt jordbær, pære, æble, hindbær og andre skønne bær. De knap så lokale frugter som ananas, kiwi og banan smager også skønt til vanilje cremen.
Prøv også creme anglaise til frugt.

Råcreme Til Frugtsalat
Ingredienser
- 4 pasteuriserede æggeblommer
- 4 spsk sukker
- 1-1½ spsk vaniljepasta eller vaniljeekstrakt se noter
- 300 ml fløde
- Frugt jeg brugte kiwi, mango, honningmelon og hindbær
Sådan gør du
- Pisk fløde let stift.
- Pisk æggeblommer, sukker og 1 spsk vaniljepasta sammen til en lækker æggesnaps.
- Kom æggesnapsen i fløden og pisk det sammen, indtil råcremen har fået den konsistens du ønsker.
- Smag råcremen til med evt. mere vanilje.
- Servér den til en skøn frugtsalat.
- Velbekomme.
Noter
Video
Tips til opskriften
Der er nok creme til 4 personer.
Jeg bruger 1½ spsk vanilje, fordi jeg elsker smagen af vanilje i råcreme.
Om sommeren er min bedste tip at plukke masser af jordbær og have denne råcreme klar til at serveres til de friske sommerjordbør. Det smager af sommer og fuldstændig himmelsk. Foruden bær og frugt så er sådan noget som makroner eller kiks også godt for knas eller et stykke brownie eller anden chokoladekage. Andet som ristede nødder eller hakket chokolade er også lækkert.
Råcremen kan fint holde til næste dag på køl i lufttæt beholder, men rør den lige sammen før servering.

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.




Kan man ikke bruge vanillesukker i stedet?
For og imod?
Jo, selvfølgelig kan du det.