Kål i karry med kødboller

Kål i karry med kødboller er en nem omgang aftensmad med lækre kødboller fra bunden og en god karrysovs med masser af kål. Opskriften giver en stor portion, så der er til mange personer – eller rester til fryseren. Servér retten til ris eller kogte kartofler og en god salat til.

De nemmeste kødboller

Teknikken med sprøjtepose gør det så nemt at lave en masse kødboller på ingen tid. Du kan dog også godt bruge teknikken med 2 skeer og lidt vand, hvis det fungerer bedre eller du ikke lige har nogle sprøjteposer. Teknikken med ske tager dog en smule længere tid.

Prøv også boller i karry med minikødboller, frikadeller i karry eller million karry.

Kål i karry med kødboller

Kål i karry med kødboller

Her får du en lidt sundere version af min boller i karry – den er proppet med kål og det gør også at retten kan strækkes til et par ekstra personer. Jeg laver en stor portion, så vi har til fryseren, men du kan sagtens halvere den.
Ingen bedømmelser endnu
Print Bedøm Pin
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 30 minutter
Samlet tid: 50 minutter
Antal pers.: 10 personer

Ingredienser

Kødboller

  • 2 løg
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 2 dl vand
  • 2 dl sødmælk
  • 1000 g hakket svin og kalv
  • 4 tsk salt
  • 2 æg
  • 8 spsk havregryn
  • peber

Karrysovs med kål

  • 1.2 kg hvidkål
  • 2 løg
  • 2-3 æbler jeg bruger Ingrid Marie – de er sprøde og gode syrlige. De er ikke så store, så jeg bruger 3
  • 40 g smør
  • spsk karry evt. mere
  • 10 spsk hvedemel
  • 3 grøntsagsbouillonterninger
  • 1500 ml vand
  • 2 dl fløde
  • 2 dl sødmælk
  • salt
  • olie

Sådan gør du

  • Se gerne min nemme video lidt længere nede.

Kødboller

  • Start med at lave farsen til kødbollerne. Hak løg fint.
  • Kog 1 dl vand med bouillonterning og rør lidt. Når terningen er opløst, så tages gryden af varmen og mikset røres sammen med 1 dl koldt vand og de 2 dl koldt mælk.
  • Rør kødet sejt med de 4 tsk salt – gerne på røremaskine.
  • Tilføj så bouillon/mælkemikset, løg, havregryn, æg og peber og rør det til en god sej fars.

Prep til sovsen

  • Snit kålen i tynde strimler og hak løgene. Æblerne skrælles og skæres i tern – hvis æblesorten du bruger hurtigt bliver brun, så kan du evt. vende stykkerne med en smule citronsaft – eller vente med at skære dem i tern.
  • I en stor gryde steges kål og løg med lidt olie. Processen tager lidt tid. Steg grøntsagerne på medium-medium/høj varme, så du har mulighed for at røre i ny og næ og samtidig lave kødboller.

Videre med kødboller

  • Kom 1½ liter vand i en gryde sammen med 3 bouillonterninger og få det op og småkoge.
  • Til kødbollerne kommer her et trick, som gør at det ingen tid tager at lave kødboller. Fordel farsen i 2 sprøjteposer eller brug den samme pose 2 gange.
  • Klip et 2½-3 cm hul i sprøjteposen og gør en skål med koldt vand klar. Find også en tallerken eller fad, som de færdige kødboller kan kommes overpå. Jeg bruger handsker, da dampen fra gryden så ikke kan mærkes og jeg får ikke fars på hænderne.
  • Dyp den ene hånd i det kolde vand og tryk så den ønskede størrelse kødbolle ud i hånden – se gerne min video. Nu er det nemt at forme en rund kødbolle med hånden og kom den i gryden med bouillon.
  • Så snart du har fundet teknikken, så tager det nul komme dut og at lave en masse kødboller! Jeg laver 2-3 kødboller før jeg dypper hånden i det kolde vand igen – vand gør at farsen ikke hænger ved. Med denne store portion fars, så lav kødboller af 3 omgange.
  • Når de første kødboller er færdige i vandet, så laves den næste portion. Kødbollerne kommer op i saucen og skal simre lidt med, så de behøver ikke være helt færdige i midten.

Sovs

  • Husk at røre i kål og løg undervejs. Når kødbollerne er færdige, så kan du evt. skrue lidt mere op for varmen på kålen. Når kål og løg er skrumpet meget i størrelse, så tilføjes æble og smør og herefter så steges karry med.
  • Steg så mel med og rør mælk og fløde i og lad saucen tykne.
  • Kom nu bouillon i – 1-1½ dl ad gangen og rør godt og lad saucen tykne. Jeg endte med at bruge 8-900 ml af bouillonen.
  • Når saucen har den ønskede konsistens, så skal retten smages til og skru lidt ned for varmen, så den kun småsimre. Det er en stor portion, så den kan trække en del salt – særligt med al kålen. Når saltsmagen er der, så smag om den mangler karry.
  • Nu skal kødbollerne i saucen. Lad dem småsimre med i et par minuter og rør forsigtigt i gryden undervejs. Så er retten klar til servering til ris eller kogte kartofler. Velbekomme.

Noter

Retten er frysevenlig – jeg elsker at lave en stor portion, så vi har til de travle dage. Men du kan sagtens halvere opskriften. 

Video

Flere tips til opskriften

Kål i karry er frysevenlig, så derfor er det er en stor portion, da det er en rigtig god ret at have til de travle dage. Jeg serverer ris til, da det er det vi elsker til boller i karry. Men den fungerer også rigtigt godt til varianter af kartofler.

Jeg bruger hvidkål for lidt mere konsistens i retten, men spidskål kan også bruges. Jeg anbefaler ikke rødkål, da det giver en meget sjov farve til saucen.

Flere grøntsager i boller i karry

Hvis du ønsker mere end hvidkål, løg og æbler, så kan jeg anbefale at tilføje broccoli i mindre stykker og/eller peberfrugt. Men husk at flere grøntsager kræver mere tilsmagning og det nævnte grønt kan fjerne noget af den velkendte smag af boller i karry.

Kål i karry med kødboller og gryde i baggrunden

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.

2 Kommentarer

  1. Hvordan undgår man klumper af mel, der ikke opløses? Vi har prøvet retten, og vi har fået store klumper af mel ved at putte mel direkte i som i opskriften og røre konstant. Bedre held næste gang. 🙂

    Svar
    • Hm, det har jeg ikke oplevet og jeg rører blot rundt. Kom du mel i før væske kom i? Det er nemlig vigtigt 😀 Hvis opskriften er fulgt, men du døjede med melet, så kan du kan til en anden gang komme en si på en tallerken og komme mel i den. Så si noget af melet i lidt ad gangen og røre godt. Det sidste på tallerkenen kommes så i til sidst.

      Svar

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering