Pastasalat med rejer er altid lækkert – særligt når man trænger til et lidt mere frisk pust i stedet for alle de tunge vinterretter.
Den cremede pastasalat med rejer og karrydressing kan både bruges til som tilbehør til grillmaden eller som ret i sig selv med en god salat til og evt. lidt lækkert brød. Stil pastasalaten på buffetbordet til sommerfesten eller på frokostbordet – gæsterne vil elske den!
Jeg elsker kombinationen af karry, creme fraiche, løg og rejer. Det fungerer så godt sammen! Det er vigtigt at smage dressingen til med citron, da det går godt sammen med karry og giver pastasalaten noget balance. Asparges og sukkerærter giver både smag og farve til salaten.
Prøv også rissalat med rejer.
Ingredienser
- 300 g pasta
- 250 g asparges
- 125-250 g sukkerærter
- 1 stort rødløg
- 1 bundt dild
- 1 bundt purløg
- 2 dl creme fraiche
- 1 dl mayonnaise
- 2 spsk fløde eller mælk eller vand
- 4 tsk karry
- 1 tsk gurkemeje
- citronsaft
- salt
- peber
- olie til stegning
- 300 g rejer drænet vægt
Sådan gør du
- Se gerne min nemme video lidt længere nede.
- Kog pastaen efter pakkens anvisning og skyl herefter pastaen i en si under koldt vand, så den er helt afkølet.
- På en tør pande skal karry brændes af – men ikke brænde på. Kom karryen i en skål.
- Skær bunden af asparges og skær så asparges i 4 cm stykker og steg på en pande med lidt olie, salt og peber.
- Kom asparges på en tallerken, så de kan køle lidt.
- Skær sukkerærter i mindre stykker og hak rødløg, dild og purløg.
- I skålen med karry røres creme fraiche, mayonnaise, fløde og gurkemeje i. Smag dressingen godt til med citronsaft, salt og peber.
- Kom pasta, asparges, sukkerærter, rødløg, dild, purløg, dressing og rejer i en stor skål og miks det godt sammen.
- Så er pastasalaten klar. Velbekomme.
Noter
Video
Tips til opskriften
Der er nok pastasalat til 6 personer, hvis det er som måltid i sig selv – men bruges den på et buffetbord eller sammen med andet, så kan den sagtens strækkes til flere personer.
Jeg bruger en mild karry – der står bare “karry” på glasset. Bruger du anden karry, så husk at smage til og ikke kom det hele i dressingen på én gang. Er du ikke til rejer, så skift ud med stegt kylling eller skinkestrimler.
Da der er skaldyr i retten, så anbefaler jeg kun et par dage i køleskabet. Så hvis du laver den fredag, skal den senest spises om søndagen. Bruger du kylling eller skinkestrimler, kan holdbarheden godt strækkes en dag eller to mere. Skal pastasalaten være allerbedst, hvis den skal bruges til gæster, så gør alt klar, men vent med at vende dressingen i salaten til den skal serveres.
Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.
0 kommentarer