Big Mac Burger I Fad “Gigantisk Burger”

Big Mac Burger I Fad “Gigantisk Burger”

I dag laver jeg en kæmpe burger / burger i fad. Jeg har lavet det før for lang tid siden, som kan ses lige HER. I dag er det tid til den igen, dog Big Mac style! Med min lækre hjemmelavet big mac sauce og super blød dej. Dejen bruger jeg også til pølsehorn, brød, boller og pizzasnegle. Vi elsker den dej. Den er så blød, lækker og bliver ikke tør – heller ikke efter en tur i fryseren eller efter en dag i skoletasken.

6-8 personer (evt 10 hvis der serveres salat, kartofler eller andet til)

Du skal bruge:
1250 ml mel
350 ml danskvand (stuetemperatur)
50 gram gær
3 æg
100 ml smeltet smør (100 gram)
60 ml sukker
1½ tsk salt

Fyld:
1 kg hakket oksekød
Salt
Peber
Olie

400 gram frisk revet cheddar (du kan også sagtens kun bruge 200 gram, jeg elsker bare en burger med masser af ost! 🙂 )

Saucen:
1,5 dl mayonnaise
1,5 dl ketchup
1-2 spsk æblejuice (eller ½ spsk æblecidereddike)
2 spsk sød/mild sennep (enten den fra Heinz, som hedder Mild New York Deli Style eller French’s Classic Yellow)
1 hakket løg
4 spsk hakket syltet agurker
Salt og peber

Let pisket æg og sesam til toppen

Er I færre end 6-8 om dette fad, så fat mod! Vi bor kun 2 herhjemme og nej vi kan ikke spise alt på én gang 🙂 Jeg gør det at jeg skære fadet ud i 9 stykker. De stykker der ikke bliver spist bliver pakket i sølvpapir og sat i køleskabet (kan holde sig i 3 dage). De kan herefter lunes i ovnen, når de skal bruges ved 170 grader varmluft i 8-12 minutter. Jeg nyder også et stykke koldt, men min kæreste kan bedst lide retten varm 🙂 Du kan også sagtens fryse stykkerne, hvis I ikke lige orker burger morgen, middag og aften 😉

 

 

Sådan laves retten:

Vil du hellere se mig lave retten på video, som viser alt trin for trin?

Så kan du finde videoen på min danske youtube kanal lige HER

Først skal dejen laves, da den skal have tid til at hæve.

Smuldre gær i en skål (jeg bruger røremaskine) og hæld danskvandet i.

Rør gæret godt ind i danskvandet.

Kom så æg, smeltet smør, sukker og salt i og rør det godt sammen.

Sidst men ikke mindst i med alt melet og rør indtil du har en klisteret dej. Dæk den så til og stil til side, så den kan hæve i en times tid eller indtil dobbelt i størrelse.

Steg oksekødet på en pande med lidt olie, salt og peber indtil det er færdigt. Fjern nu kødet fra panden, men tag alt kødsaften fra (den ønsker vi ikke at bruge 🙂 ).

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Ælt dejen med lidt mel på et bord og del herefter dejen op i 2 portioner, en portion der svarer til 2/3 og en der svarer til 1/3.

Se evt min video, hvor jeg viser alle trin for denne burger i fad. 

Rul den dejklump ud på 2/3 ud på bordet med lidt mel. Dejen skal kunne passe i et stort fad, så rul den gerne ud i en firkant.

Kom nu den udrullet dej i fadet og form det op langs kanterne (der skal jo være plads til fyldet).

Fordel alt oksekødet i fadet.

Kom nu saucen på og smør den udover kødet helt ud til kanterne.

Drys osten over det hele.

Rul nu den anden portion dej ud og læg den ovenpå og tryk de to deje sammen i kanten hele vejen rundt.

Børst toppen med lidt æg og drys med sesam.

Fadet skal nu i ovnen i 22-25 minutter eller indtil toppen er flot mørk gylden.

Lad lige retten køle ned i 10-15 minutter før den skæres ud og serveres.

Velbekomme 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *