Rå gulerodskage smager skønt! Jeg laver min med råcreme, da jeg synes det gør desserten ekstra god. Kagen er nem at bikse sammen og et stort hit hjemme hos os. Den kan laves i ét stort fad eller serveres portionsanrettet i glas.
Prøv også rå æblekage.
Rå gulerodskage
Ingredienser
- 350 g gulerødder revet vægt
- Citronsaft
- 250 g makroner
- 100 g hasselnødder
- 150 g mørk chokolade grofthakket
- 80 g pasteuriserede æggeblommer
- 4 spsk sukker
- 1 spsk vaniljepasta elller kornene fra en vaniljestang
- 300 ml fløde
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft og fordel hasselnødderne på en bageplade.
- Bag nødderne i cirka 10-12 minutter eller, indtil de er gyldne og skallen er flækket på dem.
- Kom dem i et rent viskestykke og nubre skallen af dem og hak herefter hasselnødderne groft.
- Riv gulerødderne og vend med ønsket mængde citronsaft – syren går godt til den søde creme og makronerne.
- Knus makronerne – jeg gør det bare direkte i den pose de kom i ved at klemme på posen.
- Pisk æggeblommer med sukker og vanilje, indtil det er en lækker tyk æggesnaps – se gerne video længere nede i indlægget.
- Pisk fløden let og tilføj herefter æggesnapsen i fløden – pisk det hele sammen, indtil råcremen har ønsket konsistens.
- Fordel alle makronerne i et fad – mit er 26×21.
- Fordel hasselnødder og chokolade ovenpå.
- Så tilføjes alt råcremen og til sidst fordeles gulerødderne ovenpå.
- Så er den klar til servering.
- Velbekomme.
Noter
Rå gulerodskage
Gulerødderne kan skiftes ud med frugt – f.eks. i sommeren af friske jordbær eller hindbær. I efteråret af lækre æbler osv. Hvis du bruger bær vil jeg ikke tilføje citronsaft. Men bruges der f.eks. æbler eller pærer, så er citron en god idé.
Jeg kan bedst lide kagen serveret med det samme, men den kan holde sig til dagen efter på køl med film over.
Råcreme kan skiftes ud med pisket fløde – fløden kan evt. røres med vanilje.
Sådan laves rå gulerodskage

Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.
Jeg er desuden også at finde på Pinterest.

Kan man erstatte makronerne med andet – tåler ikke hverken sukkeret eller gluten indholdet
Nej, desværre ikke med de kriterier 😀
Vi lavede den med revet æble blandet i gulerødderne. Det blev den ikke dårligere af👍
Det lyder rigtig lækkert!