Bagels med ost og chili smager fantastisk. De er perfekte som sandwichbrød til madpakken eller frokostbordet.
Hjemmelavede bagels med ost og chili er ikke svært at lave. Brug dem f.eks. til brunchbordet, frokostbordet eller til en skøn frokostbuffet. Lav f.eks. en brug selv bagel frokostbuffet med f.eks. laks, bacon, pålæg, flødeost – evt. krydrede flødeoste, rødløg, peberfrugt og andet grønt til – det vil hitte hos både børn og voksne!
Jeg laver dem med godt med chili – både for at få den fine farve, men også så den kan smages og give et lille spark. Bruges kun 2 chilierne, så får dejen lidt farve, men næsten ikke noget smag af chili.
Prøv også klassiske bagels eller grove bagels

Bagels Med Ost Og Chili
Ingredienser
- 50 g gær
- 600 ml lunken vand
- 1 spsk salt
- 40 g flydende honning jeg bruger akacie, men anden honning eller lys sirup kan også bruges – eller sukker.
- 1 kg matinoba mel + ekstra til bordet
- 400 g cheddar
- 2-4 milde røde chilier bruges kun 2 giver det bare farve til bagels og kan ikke rigtig smages – jeg anbefaler 4.
Sådan gør du
- Riv 200 gram cheddar groft og 200 g cheddar fint.
- Hak chilierne fint.
- Smulre gær i en røreskål og tilføj den lunkne vand.
- Lad mikset stå i et par minutter og tilføj så salt og honning og rør i, indtil alt gær er opløst.
- Tilføj melet og lad røremaskinen røre det lidt før de 200 g fintrevet cheddar og chili tilføjes. Så skal dejen røre i 7-10 minutter.
- Lad dejen herefter hæve i 1 time.
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft og gør 3 bageplader klar med bagepapir (hver plade kan have 4 bagels)
- Sæt en stor gryde vand til at koge, så vandet er klar.
- Jeg smører lidt olie ud på 12 stykker madpakkepapir – du kan også klippe bagepapir i mindre stykker.
- Kom lidt mel ud på bordet og ælt dejen lidt – del dejen op i 12 portioner.
- Form de 12 portioner til boller og kom lidt mel på en tommelfinger og stik igennem midten på en bolle, så du kan udvide det hul du lige har lavet – se gerne video længere nede i indlægget.
- Lav hullet stort (cirka 7 cm) – da det vil skrumpe allerede når dejen bliver lagt på madpapiret – se evt video længere nede.
- Når hullet er udvidet, så lægges den på et stykke madpapir og det hele gentages med de 11 andre portioner.
- De formede bagels skal hver især hæve i 10-15 minutter på bordet, så når den sidste er formet kan du begynde at koge de første der blev formet.
- Jeg koger 2 bagels ad gangen – husk de hæver i vandet.
- De får 1½ minut på hver side og flyttes herefter over på en bageplade – se evt. video længere nede i indlægget. Fordel noget af den groftrevet cheddar ovenpå.
- Gentag processen med at koge bagels og så snart den første plade er fuld, så skal de kogte bagels bage i cirka 24-28 minutter eller, indtil de er rigtig gode gyldne – Se evt. video længere nede i indlægget. Det er vigtigt at bunden har fået farve – så tjek bunden på dine bagels.
- Imens den første plade bager, så koges de sidste bagels og fordeles på de to bageplader og osten fordeles på.
- Når de første bagels er bagt, så sættes de to resterende plader i ovnen og bages.
- Når de alle er bagt, så er de klar til servering.
- Velbekomme.
Noter
Video
Tips til opskriften
Opskrifter giv 12 stk og beregn 1 per person – da de er beregnet som sandwichbrød, så fyldes de blot godt med mættende fyld.
Det kogende vand giver disse bagels den seje og helt rigtige krumme. Det er dog vigtigt at overholde kogetiden for at få de perfekte New York Style bagels
Et lille ekstra tip er at de også er gode som toastbrød eller skåret op og toppet med pizzatopping og bagt i ovnen.
De kan fint holde sig i en pose på køkkenbordet til dagen efter og ristes eller lunes i ovnen. De er også frysevenlige.

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.




0 kommentarer