Herregårdsbøf er altid et hit! En lidt billigere udgave af bøf bearnaise, da steaken er skiftet ud med hakket kød. Men det smager så skønt!
Servér herregårdsbøf sammen med ovnbagte kartofler eller kogte nye kartofler, ærter og hjemmelavet bearnaise. Servéres retten for gæster og der gerne må være lidt mere, så lav en god salat til og bag lidt lækkert brød og servér med urtesmør eller pisket smør.
Når man får herregårdsbøf ude, så er hakkebøffen gerne større end jeg laver den her. Så lav endelig 200 grams hakkebøffer. Jeg steg bøfferne med hvidløg og rosmarine, som giver en fantastisk parfume og smag. Så vender jeg ærterne med lidt smør og flagesalt – det smager himmelsk.
Prøv også ribeye til kartoflerne, ærterne og bearnaise.

Video
Ingredienser
- 300 g frosne ærter
- 20 g smør
- flagesalt
- 1 portion hjemmelavet bearnaise klik på teksten for at se min opskrift
- 700 g frosne kartofler f.eks. både eller fritter
- paprika
- timian
- 4-500 g hakket oksekød
- 30 g smør
- 3 fed hvidløg
- 2-3 stilke rosmarin eller timian
- salt
- peber
- olie
Sådan gør du
- Vend kartoflerne med lidt paprika, timian, salt og peber og bag dem efter pakkens anvisning.
- Form 4 hakkebøffer og før de steges, så preppes tingene til bearnaisesaucen (smør, æggeblommer, estragon, essens).
- Drys salt og peber på bøfferne og steg dem på en god varm pande, så de får stegeskorpe. Skru så ned for varmen og kom 30 g smør på panden sammen med hvidløg og rosmarin – sørg for at komme smør over bøfferne flere gange undervejs. Lad så bøfferne hvile.
- Imens bøfferne hviler så laves bearnaisen og ærterne kommes i næsten kogende vand – men lad ikke vandet koget. Ærterne skal bare lige have 1-2 minutter og kom så ærterne i en skål og vend med 20 g smør og flagesalt.
- Servér kartoferne sammen med ærter, bøffer og bearnaise. Velbekomme.
Tips til opskriften
Opskriften er til 4 personer, men den er nem at gange op – så anbefaler jeg dog at grille bøfferne i stedet for. Dog kan du ikke stege dem i smør, hvidløg og rosmasrin – men så smelt 50 g smør i en gryde og tilføj hakket hvidløg og rosmarine og pensl de færdige bøffer med den krydrede smør.
Hvis du bruger nye kogte kartofler i stedet for ovnbagte kartofler, så vend de nye kartofler med lidt friske urter, lidt smeltet smør og top dem med flagesalt.
Retten er bedst serveret med det samme, der er ikke rigtig noget der kan forberedes i forvejen.

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.




0 kommentarer