Omvendt kartoffeltærte smager himmelsk! Det er butterdejstærte med kartofler, ost og rosmarin, som kan nydes til frokost eller aftensmad med en god salat til eller som en snack skåret ud i mindre stykker.
Hvor omvendt kartoffeltærte? Hvad gør det for retten? Butterdejen bliver ekstra sprød og fyldet holder sig mere saftigt/cremet – hvis det giver mening. Tærten kan også sagtens laves helt normalt – altså ikke vendes den om og bare komme fyldet på butterdejen, men jeg vil klart bruge denne metode med at vende den om, da jeg synes den bliver bedre sådan her.
Jeg har også en video af opskriften, men den får jeg først redigeret i det rigtige format i næste uge (så fjernes dette stykke tekst og videoen vedhæftes nederst i indlægget her). Men vil du gerne se hvordan den bliver lavet lige nu, så find min Instagramprofil onekitchen_ der er der video under reels af denne tærte, som vises fra start til slut.
Opskrift på omvendt kartoffeltærte
Omvendt Kartoffeltærte
Ingredienser
- 2-4 stilke frisk rosmarin
- 20 g parmesan
- 6-8 små kartofler renset godt, men behold skræl på
- salt
- peber
- 100-150 g mascarpone
- 200 g aged havarti eller modnet cheddar eller vesterhavsost
- 1 plade fersk butterdej
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 varmluft og kom bagepapir på en bageplade.
- Skær kartoflerne i meget tynde skiver på mandolinjern – så man næsten kan se igennem dem. Pas på fingrene!
- Ryk bladene af rosmarin og klip eller skær bladene i mindre stykker og drys på bagepladen.
- Riv parmesanen over og herefter fordeles tynde skiver kartoffel over det hele, som lægges lidt ind over hinanden.
- Fordel så klatter af mascarpone og fordel havartien over – jeg rev osten groft.
- Kom butterdejspladen over og skær evt. overskydende butterdej af – hvis noget stikker ud over kanten. Giv lige hele pladen nogle forsigtige tryk med flade hænder og stik herefter en masse små huller med en kniv i butterdejen.
- Bag nu hele herligheden i 20-22 minutter.
- Kom et stykke bagepapir over og et skærebræt og vend tærten rundt (husk handsker eller viskestykke om hænderne). Tag nu forsigtigt bagepapiret af tærten- nogle steder vil kartoflerne sætte sig lidt, så hjælp dem af papiret med en smørkniv.
- Så er tærten klar til servering.
- Velbekomme.
Noter
Tips til opskriften
Tærten her er også frysevenlig. Når den skal nydes kan den så lunes i ovnen, indtil butterdejen er sprød. Tærten kan også nydes kold, så den er også god med på picnic.

Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.
ser lækkert ud.
Mange tak!
ja,det må prøves
Håber den hitter!