Ostekiks med sesam og nigella – perfekt til tapasbordet, ostebordet eller picnickurven. Ostekiksene er også gode som snack.
Hjemmelavet ostekiks med sesam er nogle du vil lave nok af! De forsvinder som dug for solen og både venner og familie vil elske dem! Imponér med hjemmelavede kiks til enhver anledning.
Jeg bruger halv rød cheddar og halv aged havarti. Den røde cheddar for farven og aged havarti for lidt mere ostesmag end hvad cheddarosten kan give. Så ruller jeg dejen i sesamfrø og nigellafrø. Nigellafrø giver en helt fantastisk krydret smag til kiksene.
Prøv også ostestænger eller udstukket ostekiks.

Ingredienser
- 120 g rød cheddar se noter
- 120 g aged havarti se noter
- 180 g hvedemel
- 60 g koldt smør
- ½ tsk salt
- 4 spsk vand
- 2½ spsk sesamfrø
- 2½ spsk nigellafrø
Sådan gør du
- Riv begge oste fint på den fine side af rivejernet.
- Kom ost, smør, mel, salt og vand i en røreskål til røremaskinen og kør, indtil det er en samlet dej.
- Kom dejen ud på bordet og ælt den lidt og rul så ud i en cira 38 cm lang pølse.
- Drys sesam- og nigellafrø på køkkenbordet og rul dejen i mikset – så den er helt dækket. Stil dejen på køl i 30 minutter.
- Tænd ovnen på 165 varmluft og kom bagepapir på 3 bageplader.
- Skær pølsen i ca. 60 skiver og fordel dem på bagepladerne. Giv hver en kiks et par tryk med flad hånd, så de bliver lidt fladere – dette gør også at de ikke puffer op i ovnen.
- Bag de første 2 plader – de skal have ca. 14-17 minutter eller indtil de er flotte gyldne – de skal have en gylden farve ellers bliver de ikke sprøde. Bag så den sidste plade.
- Når de er afkølet, så er de klar til servering. Velbekomme.
Video
Tips til opskriften
Opskrift giver cirka 60 kiks – og alt efter hvad de skal bruges til, så beregn mellem 2 og 6 kiks per person.
Jeg bruger 2 slags ost, men du kan sagtens nøjes med f.eks. kun rød cheddar eller kun aged havarti. Du kan også bruge modnet cheddar, gouda eller gryuére.
Er kiksene ikke helt sprøde, når de er kølet, så skal de ind og bage igen. Det er vigtigt, at de er fine gyldne, så de bliver sprøde og lækre.
Kiksene kan sagtens holde sig sprøde i en uges tid – så er alle spist her, så jeg har ikke testet dem i længere tid på holdbarheden.

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.




0 kommentarer