Himmelske Grønne Feta Pakker

Himmelske Grønne Feta Pakker

De her butterdejspakker smager fantastisk! Fyldt med cremet grønt feta fyld, som bare smager vildt godt! De er lækre både varme og kolde. De er også fryseegnet, så de kan nemt laves lang tid i forvejen.

Jeg elsker butterdej, det ved de fleste, som kender mig 🙂 Jeg elsker at det kan bruges til forretter, hovedretter, desserter, snacks… you name it! I dag laver jeg lækre butterdejspakker med spinat, hvidløg, persille, flødeost og feta. De smager himmelsk!

Jeg har masser af lækre opskrifter med butterdej! Heriblandt: Butterdejsfirkanter med ricotta og skinke / ButterdejssnegleGræsk farsbrøds hapsere / Butterdej med creme og marcipan / Engelske pølsehorn med et dansk twist / Pizza lunch bites / Jalapeño popper twisters

24 stks

Du skal bruge:
75 gram frisk spinat
1 bundt persille
2 fed hvidløg
200 gram flødeost
315 gram salattern
Salt og peber
100 gram mandler
2 plader fersk butterdej

1 æg let pisket

Sådan laves de:

Vil du hellere se mig lave hapserne på video, som viser alt trin for trin?

Så kan du finde videoen på min danske youtube kanal lige HER

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Kom spinat, persille og hvidløg i en foodprocessor. Kør indtil finthakket.

Kom nu flødeost, salattern, salt og peber i og kør, indtil du har en lækker grøn creme.

Smag cremen til med evt mere salt og peber.

Kom nu mandlerne i og kør nogle omgange, så mandler bliver hakket en smule, men ikke for meget. Lad mandlerne forblive groft hakket.

Nu er cremen færdig.

Der er nok creme til 2 plader butterdej = 24 stks 🙂

Skær de to butterdejsplader ud i 12 firkanter hver (se evt min video). Der vil muligvis være 2 cm butterdej i den ene side, som ikke vil blive brugt, hvis du ønsker firkanterne helt kvadrat.

Kom fyld i midten af alle firkanterne – der må endelig ikke komme for meget i, men det skal selvfølgelig også nok i. Fyldet vil hæve i ovnen (se evt min video for mængde).

Nu skal de foldes. Tag to modsatte hjørner af en af firkanterne og saml dem. Tag herefter de to andre modsatte hjørner og saml dem. Saml så de to lukninger så godt du kan (se evt min video). Dette skal gøres ved alle 24 firkanter, så du har 24 pakker. Lukkes de ikke ordentlig, så vil de åbne sig i ovnen.

Når alle pakkerne er samlet, så skal de fordeles ud på 2 bageplader med bagepapir.

Pensel dem alle sammen med æg.

Bag de lækre hapsere i ovnen i cirka 14 minutter eller indtil flotte gyldne.

De er nu klar til servering.

Velbekomme 🙂

Vil du gerne være sikker på at vide, når jeg har en ny opskrift på bloggen? Så kan du følge min madblog på Facebook lige her.

Jeg lægger også ind i mellem mini videoer op af mine retter, så du nemt kan se om opskriften er noget for dig 🙂 Det ville gøre mig så glad, hvis du vil følge med på siden!



28 thoughts on “Himmelske Grønne Feta Pakker”

  • Hej.
    Min datter vil gerne at jeg laver dine himmelske grønne feta pakker til receptionen til hendes bryllup. Der står at de kan fryses efter at de er bagt. Bliver de bløde efter frysning, eller er det bedre at fryse pakkerne inden de er bagt og så tage dem op dagen før de skal bruges og bage dem?
    Hilsen Irene

    • Hej Irene!
      Nej, de er stadig lækre efter frysning, så bag dem bare med det samme og frys færdige ned 🙂
      Jeg ønsker din datter et fantastisk bryllup!
      Madglade hilsener
      Julia / One Ktichen

  • Når du laver defirkantet butterdejs pakker og fryser dem med. Hvad gør du så når de er tørt op igen for at de bliver sprøde? Man siger jo at man ikke må varme spinat op igen.

    • Der er ingen problemer med at genopvarme spinat, så længe det nedkøles rigtigt 🙂 Når de er tøet op, så sætter jeg ovnen på 180 grader varmluft og giver dem 5 minutter, så plejer de at være lækre sprøde igen. Vi synes dog også, at de er vildt gode kolde 🙂

    • Blot en lille frisk salat. Normalt så servere jeg dem som en form for tapas forret, hvor der er andre små retter til også med butterdej, bruschetta og en lille salat 🙂

    • Der er intet i opskriften, som gør cremen/fyldet flydende. Så jeg kan simpelthen ikke forstå det? 🙁

    • Hej Peter.
      Måske du har hældt vandet med fra feta-ternene?
      Hvis der altså var væske ved dem… (sent bud på et svar, men jeg har netop lige læst din kommentar 😉 )

  • Har lige lavet disse skønne pakker. De blev helt perfekte her til nytårs aften som snack til Dronningens tale

  • Skønne pakker ? Serverer dem som forret med salatblade og bagte stilktomater ? Nemt og ikke dyrt. Kom dog lidt creme fraiche i fyldet, da den var lidt til den tørre side.

  • Hej Julia. Kan jeg bruge frossent spinat i stedet for frisk? Jeg glæder mig til at prøve dem, de ser meget lækre ud!

  • Hej Julia, har lige siddet og set på dine lækre opskrifter, skal nu prøve dine lækre butterdejs lommer, men jeg kunne godt tænke mig af høre hvad det er for en maskine du blender tingene i, den ser meget god ud, og jeg kunne godt tænke mig at skifte min ud, jeg har en lille og den kan ikke tage ret meget af gangen når man skal blande mange ting sammen.

    • Hej Ulla. Lige den maskine vil jeg ikke anbefale. Den passede til mit budget dengang, men den er ikke ret stærk. Den brød sammen, da jeg ville lave nicecream (is af frosne bananer) 😀 Jeg har nu en magimix, som jeg er rigtig glad for.

  • Hej Julia!
    Dine Grønne Fetapakker ser rigtig lækre ud!
    Hvor køber du butterdejen? Det ser på videoen ud til, at den er rullet ud til den rigtige størrelse fra producentens side.
    Mange hilsner,
    Lene

  • Hej Julia
    Jeg ved ikke, om du stadigvæk svarer på spørgsmål på denne side? Men jeg så et billede af dine lækre Feta Pakker på Pinterest og klikkede videre for at se din video.. 🙂
    Mit spørgsmål lyder: Kan man bruge en blænder i stedet for en foodprocessor, da jeg ikke ejer sådan en?
    Hilsen Nadja

        • Tusind, tusind TAK! For dine lækre lommer 😋
          Det lykkedes mig at få handlet ind til det hele – også på trods af Corona! Vores Netto, som plejer have åbent til 23, var nemlig lukket da jeg kom… så jeg måtte drøne i Bilka på kun 20 min! Jeg nåede lige akkurat ud af butikken, som lyset slukkede 😂😂
          Og nu jeg var derude kunne jeg lige så godt købe mig en foodprocessor! (Da min blender, havde fået ny adresse) 😁🙈
          Hold op, hvor er de gode…!
          Jeg sidder netop og smasker mig i første hold, imens anden plade er i ovnen.
          Det er godt nok et hit! Og hvem siger “nej tak” til en aftensnack? Godnat derude 👋

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *