Skøn madplan for uge 21 med masser af forskellige lækre retter heriblandt pastasalat, græsk farsbrøds hapsere, rissalat, mongolian beef, tærte og meget mere, idéer til lidt snacks og retter til gæster til weekenden. Jeg håber, at du kan finde lidt inspiration! 🙂

I er heldigvis glade for mine madplaner! (Mine tidligere madplaner kan findes lige her) Så jeg har lavet en ny for den kommende uge! Jeg håber, at I vil tage godt imod den! 🙂 Jeg har valgt at lave madplan hver lørdag her på bloggen og I vil derfor fremover hver lørdag kunne finde en ny madplan her på siden før kl 11. Så er der stadig masser af tid til at planlægge og handle til den kommende uge.

Lidt praktisk om min madplan:

I denne her madplan kommer der ikke til at være dage med fokus på rester eller rugbrødsdage for at holde prisen nede. Der vil nogle dage være mad til overs, men de fleste af mine retter er frysevenlige og du kan også vælge at skære en eller 2 dage fra og så blot nyde rester de dage. Jeg arbejder hjemme, og min kæreste er hjemme 4 dage om ugen og de resterende dage får han rester fra aftensmaden med i madpakken (hvis der er rester), så de fleste rester får vi spist til frokost. Ellers så fryser vi maden ned og så har vi et lækker måltid til en dag, hvor vi har for travlt til at lave noget i køkkenet. Så brug denne her madplan til inspiration. Hvis du gerne vil spare penge, så skær et par dage fra og nyd rester dagen efter til aftensmaden 🙂

Du vil i denne madplan også finde ekstra opskrifter med gode idéer til weekenden, hvis du skal have gæster eller ønsker at bage noget lækkert til resten af familien. Der er denne gang også tilføjet hjemmelavet toffifee og chilaquiles til weekenden!

Jeg vil i denne madplan fokusere på en familie på 4 personer, hvor alle vil kunne blive mætte også selvom det er 4 voksne 🙂 Du kan altid halvere en opskrift, hvis I kun er 2 eller nyde rester dagen efter til frokost eller fryse maden ned, hvis den er frysevenlig. Vi er desuden heller ikke bange for kalorier (hvilket nok også ses i madplanen). Jeg vil altid anbefale at lave en lækker salat til aftensmaden – dog ikke hvis der er tale om suppe 😉 Denne madplan er kun til inspiration, så der bliver ikke lavet indkøbsliste. Hvis der ønskes flere madplaner i fremtiden og der vil være stemning for at der kommer indkøbsliste til planen, så vil jeg selvfølgelig kigge på det!

Jeg nævner flere gange i mine madplaner, at mine retter er gode med en lækker salat til. Jeg har derfor planlagt flere opskrifter på lækre salater i den kommende tid og jeg har allerede lavet to skønne salater til jer! En med ovnbagte gulerødder, feldsalat, ristede kikærter og en skøn dressing og en anden med ovnbagte peberfrugter, feta og kikærter. Det er lækre salater til hovedretten eller til gæsterne i weekenden 🙂

Madplan Uge 21:

Mandag – Denne uge skal startes ud på en rigtig lækker måde! Nemlig med græsk farsbrøds hapsere! De er nemme at lave og smager virkelig godt. Opskriften giver 20 hapsere, så der er nok til 4 personer til aftensmad og der vil være nogle stykker tilbage til frokost tirsdag 🙂 Server med en god salat til og evt en lækker dip. Dressingen/dippen fra mine pulled pork nachos er et godt bud på en dip, som passer virkelig godt til disse hapsere!

Tirsdag – I dag bliver det en rigtig skøn rissalat! Kom evt kylling i salaten og server en grøn salat ved siden af og lidt brød.

Onsdag – Denne onsdag bliver det spicy kødsauce i tortillas. Kom masser af forskellige grøntsager og salat i (mere end på mit gamle billede 😉 ) og så har du en skøn aftensmad. Vi kommer ofte majs, peberfrugt, salat, rødløg og andet godt i. Kødsaucen er ikke meget stærk, det er en kødsauce stort set alle kan være med på.

Torsdag – Jeg elsker fladbrød! Så i dag bliver det lækre kyllingefrikadeller og hjemmelavet fladbrød. Serveres med salat og evt en god dressing 🙂 Kødbollerne/frikadellerne er frysevenlige. Du kan også gøre dagen endnu nemmere og kun lave kyllingefrikadellerne og servere dem i pitabrød i stedet for fladbrødet til.

Fredag – Det er fredag og der skal hygges med nem mad! Så i dag er der mongolian beef på menuen! En rigtig nem ret, som er lækker serveret til ris og en lækker salat. Hvis I er 4 personer, så lav evt nogle lynstegte grøntsager til også.

Lørdag (Hjemmelavet toffifee og chilaquiles) – Det er i dag tid til min yndlings pastasalat! Den er mega cremet og proppet med masser af bacon! Vi kalder den også for “den usunde pastasalat”, når vi snakker om den i min familie. Den er bestemt ikke sund, men den smager helt fantastisk! Server kød til og en lækker salat. Kødet kunne været grillet kød, pølser, kylling, frikadeller eller andet.

Skal der laves lidt lækkert i dag? Hjemmelavet toffifee kunne være et godt bud på noget lækkert! De er så nemme at lave og smager helt fantastisk. Det er et virkelig lækkert input til weekendens hygge!

Skal der hygges lidt ekstra sådan en lørdag, så kan jeg anbefale chilaquiles! Lækre nachos med kylling, salsa, jalapeños og masser af ost! Den perfekte kaloriebombe til en lørdag aften 😀

Søndag – Jeg vil gerne slutte ugen godt af! Denne gang med en lækker oksekødstærte. Jeg elsker en hjemmelavet tærte! Der er både en opskrift på grovdej og en opskrift på almindelig dej i opskriften. Server en god salat til :-).

Skal I have gæster i weekenden? Så har jeg et par lækre ting jeg bestemt vil anbefale! Denne gang er det en afslappet weekend menu, som er perfekt hvis man skal have et par venner over!

En lækker lille hapser inden hovedretten – Denne gang vil jeg anbefale en BLT dip! Den er helt fantastisk på brød, til grøntsagsstænger og smurt i tortillas og er en lækker lille hapser inden hovedretten :-).

Hovedret – Det her er en pastaret jeg elsker at servere for et par venner! Ovnbagte tomater og hvidløg vendt i pasta. Det er en nem ret og så elsker jeg at servere en god salat til og lidt lækkert hvidløgsbrød

Dessert – Denne gang skal der ikke imponeres med en flot dessert. Der skal nydes en lækker iskold koldskålsshake med jordbær! En frisk og lækker drik der kan nydes efter en god middag 🙂

Jeg håber, at madplanen kan bruges! 🙂

Vil du gerne være sikker på at vide, når jeg har en ny opskrift på bloggen? Så kan du følge min madblog på Facebook lige her.

Jeg lægger også ind i mellem mini videoer op af mine retter, så du nemt kan se om opskriften er noget for dig 🙂 Det ville gøre mig så glad, hvis du vil følge med på siden!

Jeg er også at finde på Instagram 🙂

Mangler du endnu mere mad inspiration? Så kan jeg anbefale at bruge Pinterest! Du er mere end velkommen til at følge mig derinde 🙂