Madplan Uge 20

Madplan Uge 20

Skøn madplan for uge 20 med masser af forskellige lækre retter heriblandt falafler, pastasalat, koldskål, kartoffelbake og meget mere, idéer til lidt snacks og retter til gæster og bagværk til weekenden. Jeg håber, at du kan finde lidt inspiration! 🙂

I er heldigvis glade for mine madplaner! (Mine tidligere madplaner kan findes lige her) Så jeg har lavet en ny for den kommende uge! Jeg håber, at I vil tage godt imod den! 🙂 Jeg har valgt at lave madplan hver lørdag her på bloggen og I vil derfor fremover hver lørdag kunne finde en ny madplan her på siden før kl 11. Så er der stadig masser af tid til at planlægge og handle til den kommende uge.

Lidt praktisk om min madplan:

I denne her madplan kommer der ikke til at være dage med fokus på rester eller rugbrødsdage for at holde prisen nede. Der vil nogle dage være mad til overs, men de fleste af mine retter er frysevenlige og du kan også vælge at skære en eller 2 dage fra og så blot nyde rester de dage. Jeg arbejder hjemme, og min kæreste er hjemme 4 dage om ugen og de resterende dage får han rester fra aftensmaden med i madpakken (hvis der er rester), så de fleste rester får vi spist til frokost. Ellers så fryser vi maden ned og så har vi et lækker måltid til en dag, hvor vi har for travlt til at lave noget i køkkenet. Så brug denne her madplan til inspiration. Hvis du gerne vil spare penge, så skær et par dage fra og nyd rester dagen efter til aftensmaden 🙂

Du vil i denne madplan også finde ekstra opskrifter med gode idéer til weekenden, hvis du skal have gæster eller ønsker at bage noget lækkert til resten af familien. Der er denne gang også tilføjet en is inspireret af en københavnerstang og en citronkage til weekenden!

Jeg vil i denne madplan fokusere på en familie på 4 personer, hvor alle vil kunne blive mætte også selvom det er 4 voksne 🙂 Du kan altid halvere en opskrift, hvis I kun er 2 eller nyde rester dagen efter til frokost eller fryse maden ned, hvis den er frysevenlig. Vi er desuden heller ikke bange for kalorier (hvilket nok også ses i madplanen). Jeg vil altid anbefale at lave en lækker salat til aftensmaden – dog ikke hvis der er tale om suppe 😉 Denne madplan er kun til inspiration, så der bliver ikke lavet indkøbsliste. Hvis der ønskes flere madplaner i fremtiden og der vil være stemning for at der kommer indkøbsliste til planen, så vil jeg selvfølgelig kigge på det!

Jeg nævner flere gange i mine madplaner, at mine retter er gode med en lækker salat til. Jeg har derfor planlagt flere opskrifter på lækre salater i den kommende tid og jeg har allerede lavet en skøn salat til jer med ovnbagte gulerødder, feldsalat, ristede kikærter og en skøn dressing. Det er en LÆKKER salat til hovedretten eller til gæsterne i weekenden 🙂

Madplan Uge 20:

Mandag – Jeg vil starte ugen godt ud med en lækker og meget nem salat med fiskefrikadeller og hjemmelavet dressing. Fiskefrikadellerne er lavet med en lille isske – på den måde får de enes form og størrelse og det gør dem endnu nemmere at lave! 🙂 Server evt brød til eller server det hele i pitabrød.

Tirsdag – I dag bliver det også ret nemt! En rigtig lækker pastasalat med stegte majs, bacon og feta! Server med brød til og så er der også nok til madpakken onsdag 🙂

Onsdag – Jeg elsker falafler! Det her er en opskrift, som jeg har brugt i mange år efterhånden. Det er lækre falafler med hjemmelavet salsa! Serveret i tortillas og så kommes der blot den ønskede salat i. Virkelig lækkert og de er gode i madpakken næste dag. Du kan også fryse evt. overskydende falafler ned, så der er til en anden travl dag 🙂

Torsdag – Jeg elsker pastaretter! I dag er der planlagt en lækker pastaret med frisk pasta i en lækker cremet feta/peberfrugtsauce! Den er nem at lave og den smager forrygende! Server ved med kød til og en god salat.

Fredag – Om fredagen vil jeg gerne have det til at gå ekstra stærkt! Jeg elsker at bruge aftenen på sofaen med en god film, så der vil jeg ikke stå længe i køkkenet. Så i dag er det en lækker granatæblekoldskål. Den smager bare så lækkert og frisk! Er man ikke til granatæblekerne, så kan man bytte det ud med anden frugt eller helt undlade det, og så har I en skøn almindelig koldskål. Jeg er ikke vokset op med æg i koldskål, så det indeholder min opskrift heller ikke.

Lørdag (Parfait med ananassirup og citronkage) – I dag bliver lørdagen en nem (men lækker dag) til aftensmaden laves der taquitos bagt i ovnen og lavet med hjemmelavet pulled pork. De kan selvfølgelig laves med hvilket som helst fyld og derinde er der også link til mine stegte pizza taqitos (som smager SÅ GODT!).

Skal der laves lidt lækkert i dag? Denne københavnstangs inspireret vanilje parfait med ananassirup er et virkelig lækkert input til weekendens hygge!

Skal der hygges lidt ekstra sådan en lørdag, så kan jeg anbefale min lækre citronkage. Den er frisk og smagfuld og en skøn sommerkage. Server evt med lidt pisket fløde til og friske jordbær 🙂

Søndag – Jeg vil gerne slutte ugen godt af! Denne gang med min kartoffelbake med skinke. Den er cremet og god. Den tager ingen tid at lave! Den er lavet med frosne kartoffelskiver (som faktisk giver en fantastisk lækker ret), men hvis du hellere vil bruge almindelige friske kartofler, så er fremgangsmåden til dette også skrevet derinde (den smager selvfølgelig også skønt med almindelige kartofler! 😀 ).

Skal I have gæster i weekenden? Så har jeg et par lækre ting jeg bestemt vil anbefale!

En lækker lille hapser inden hovedretten – Denne gang vil jeg anbefale en flødeost/bacon kryddersmør! Den er helt fantastisk på brød og er en lækker lille hapser inden hovedretten :-).

Hovedret – Jeg elsker flødekartofler! De her flødekartofler er ikke helt almindelige… de er meget bedre! Det er mine whiskeysauce flødekartofler, som smager helt vildt godt. De er så cremet! En salat til kunne være den med bagte gulerødder, som du finder øverst i dette indlæg. Den ville passe så godt til. En god bøf, culotte eller cuvette, kylling eller en grillet pølse ville være super godt kød hertil.

Dessert – Skal der imponeres lidt til desserten? Så er min cheesecake med en chokoladebudding midte et virkelig godt valg! Den smager skønt. For at den skal blive mere frisk så server frisk frugt til og evt lidt fløde til. Det er en helt igennem lækker dessert og faktisk ikke svær at lave.

Jeg håber, at madplanen kan bruges! 🙂

Vil du gerne være sikker på at vide, når jeg har en ny opskrift på bloggen? Så kan du følge min madblog på Facebook lige her.

Jeg lægger også ind i mellem mini videoer op af mine retter, så du nemt kan se om opskriften er noget for dig 🙂 Det ville gøre mig så glad, hvis du vil følge med på siden!

Jeg er også at finde på Instagram 🙂

Mangler du endnu mere mad inspiration? Så kan jeg anbefale at bruge Pinterest! Du er mere end velkommen til at følge mig derinde 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *