Sprøde Nachos Kyllingeburgere

Sprøde Nachos Kyllingeburgere

Helt vildt lækre burgere! Kyllingebøffen er dækket af chips og så serveret i en burger med hjemmelavet cheddar chips. En nem og lækker aftensmad for hele familien.

Jeg elsker en god burger! Det er jeg vist ikke den eneste der gør? 🙂 Jeg elsker også nachos! Jeg ville derfor kombinere de to ting til en lækker nachos kyllingeburger! Resultatet blev simpelthen så lækkert! Jeg ønskede ikke, at bøffen mistede sin sprødhed, så jeg valgte at lave cheddar chips i ovnen i stedet for at smelte osten oven på bøffen, som man jo normalt gør med en burger, der skal have ost i. Disse chips blev så sprøde og lækre og gav en skøn smag til burgeren. De blev serveret med salsa, creme fraiche, salat og rødløg og jeg kan kun sige… at de var så lækre!

Jeg har altid elsket en god burger fra jeg var helt lille! Jeg har siden jeg flyttede hjemmefra eksperimenteret en hel del med hjemmelavet burgere og jeg har da også nogle lækre opskrifter her på bloggen! Jeg har blandt andet lavet en kæmpe burger / burger i fad med smag af Big Mac, Jalapeño popper burger, kyllingeburger med sprødt skind, Big Mac burger og cheeseburger hapsere.

3-4 burgere – det kommer an på hvor store du ønsker bøfferne. Jeg lavede kun 3 og de blev pænt store! 😉

Til disse burgere skal du bruge:

400 gram hakket kyllingekød
2-3 æg
2 dl mel med salt og peber
200 g saltede tortilla chips

Cheddarost revet fra blok

Skåret salat
Rødløg skåret i ringe
Creme fraiche
Salsa
Brioche boller (eller almindelige burgerboller)

Olie til stegning

Sådan laves burgerne:

Vil du hellere se mig lave burgerne på video, som viser alt trin for trin?

Så kan du finde videoen på min danske youtube kanal lige HER

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Kom bagepapir på en bageplade og kom det revet ost i spsk størrelse rundt omkring på pladen – lad dem ikke ligge for tæt, da de vil smelte ind i hinanden 🙂

Jeg lavede 8 chips på én plade – jeg anbefaler 2-3 chips til hver burger.

Bag osten i ovnen i 5-7 minutter eller indtil kanterne er godt gyldne. De skal herefter tages ud og blot køle helt ned, så bliver de sprøde.

Knus tortilla chipsene i en pose med en kagerulle.

Kom chipsene på en tallerken, mel med lidt salt og peber på en anden tallerken og æggene på en tredje tallerken.

Pisk æggene let med en gaffel.

Form 3-4 bøffer ud af kyllingekødet.

Dyp bøfferne en ad gangen i melet, så i æg og til sidst i chipsene – de skal dækkes helt i chips.

Kom lidt olie på en pande og steg indersiden af dine burgerboller, indtil de er gyldne.

Brug den samme pande og kom en del olie på (ca. ½ cm) og steg bøfferne på panden, indtil de er flotte gyldne på hver side. Mine fik cirka 2½-3 minutter på hver side.

Nu skal du blot bygge din burger, som du ønsker den skal bygges. Jeg startede med creme fraiche og salsa, så salat, kylligebøffen, mere salsa og creme fraiche, 3 cheddar chips, rødløg og topbollen ovenpå 🙂

Velbekomme!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *