A place where ideas grow

Bøffer I Karry/Paprika Sauce

Bøffer I Karry/Paprika Sauce

Vi har en ret der hedder Gl. Estrup gryde, som jeg er vokset op med. En ret stærk ret (hvis den laves, som den fra Auning kro) med masser af karry og paprika i saucen. Normalt lavet med mørbrad, bacon og cocktailpølser. Jeg fandt inspiration i denne barndomsret, og valgte en lidt billigere løsning med bøffer. Men hold nu op, den var bare lækker! Du kan selvfølgelig altid komme bacon, cocktailpølser og stegt mørbrad i i stedet for bøffer.

Jeg har dog lavet en ret mild sauce i forhold til den, som de serverer i Auning. Men du kan altid komme mere karry og paprika i.

8 personer
Du skal bruge:
1 kg hakket oksekød
Salt, peber og lidt olie

500 gram champignon
2 store løg
2 fed hvidløg
3 spsk mel
1½ spsk karry
1½ spsk paprika
500 ml mælk
500 g passata (blendet flået tomater. Det kan købes på både glas og karton i supermarkeder)
1 liter fløde
2 bouillonterninger (jeg brugte grøntsag)
140 gram koncentreret tomatpuré
Salt
Peber
Olie

Server med kogte ris til. (Pasta og kartofler er selvfølgelig også lækkert)

Sådan laves den:

Se mig lave retten på video lige HER 😀

Tænd ovnen på 180 grader varmluft

Form den hakket oksekød til 8 bøffer og steg dem på en pande med lidt olie, salt og peber.

Hak champignonerne i kvarte, hak løgene groft og knus hvidløgene.

Kom lidt olie i en stor gryde og steg champignon, løg og hvidløg.

Når champignonerne er reduceret til halv størrelse tilføjes mel, paprika og karry. Rør godt i det.

Hæld mælken i og lad det komme op at boble lidt under konstant omrøring.

Kom nu passata, tomatpuré, bouillonterninger og fløde i. Varm det hele godt op og smag herefter til med godt med salt og peber.

Kom bøfferne i et fad og hæld saucen over dem. Der er godt med sauce til bøfferne, men dette er meningen. Sauce er altid godt sammen med ris – ikke? 😀

Kom fadet i ovnen og lad det få 30-35 minutter.

Kog risene i mens.

Herefter er retten klar til servering! Velbekomme 🙂

Mangler du en lækker dessert efter aftensmaden, så har jeg udgivet en kæmpe dessert e-bog med 112 opskrifter fyldt med is, kager og andet tilbehør! Den kan købes lige HER 😀